Gå til hovedindhold

Vuggestuen Firkløveren

Velkommen til Vuggestuen Firkløveren. Vi er et sted, hvor børn udvikler mod, lyst og evner til at møde livet.

  • Læs op

Indhold

    Du finder os på Skejbytoften i et smørhul mellem Skejbycentret, Skejbyvej og Randersvej. Her har vi plads til 40 vuggestuebørn, fordelt på stuerne: Græshopperne, Myrerne, Brumbasserne og Mariehønsene.

    Det er slet ikke tilfældigt, at Firkløveren hedder Firkløveren. Da vi startede i 1997, var vi nemlig omgivet af natur, og vores naboer var marker med kløver utallige mariehøns, græshopper, humlebier, sommerfugle og myrer. Siden har vores omgivelser ændret sig hastigt, og mange nye naboer er flyttet hertil. Men vi er stadig tæt på nogle dejlige grønne områder, og derfor har naturen også altid været en af vores grundsten.

    Derudover er motorik, sprog, musik, robusthed og selvhjulpenhed nogle af de byggesten, vi lægger vægt på i forhold til børnenes udvikling. I det hele taget vil vi være et sted, som børn, forældre og medarbejdere vil huske som værdifuldt på deres vej i livet.

    Fokus på naturen

    Vi leger og eksperimenterer med vand og vind. Vi samler naturmaterialer og bruger dem i vores kreative aktiviteter.

    Vi er ude i vejret og mærker blæsten, regnet, sneen og solskinnet. På vores legeplads har vi plantet krydderurter og frugtbuske, så børnene kan følge bær, fra de er grønne og sure, til de smager godt og sødt. Vi planter blomster, der spirer hurtigt, så vi uge for uge kan følge en stor udvikling.

    På legepladsen kan børnene veksle mellem nyslået græs, små huler med skygge og et vildnis af højt græs og blomster. Her er mulighed for at fordybe sig i naturens forunderligheder.

    Hvert år markerer vi ”Blomstens dag”, hvor børnene kommer med en plante, og vi følger planterne hele sommeren. Hvert år holder vi høstfest. Som regel bliver det til en hel høstuge, hvor vi samler bær, frugter, kastanjer, blade osv.

    Fokus på børns sprog

    I Firkløveren vægter vi sprogarbejdet meget højt. Sproget er en stor del af barnets udvikling.

    Vores sprogarbejde tager udgangspunkt i dagligdagsaktiviteter og i legen. Vi inddrager børnene i aktiviteter, følger deres interesse og sætter ord på vores og børnenes handlinger. Vi har blik for det enkelte barns næste udviklingstrin og tilføjer nye ord og begreber.

    Vi arbejder med fokusord, da børnene lærer nye ord, når de hører dem ofte. Både i vuggestuen og hjemme. Vi kredser hvert kvartal om tre overordnede ord (fx tøj), som hver især har fire underord (fx flyverdragt, støvler, hue og undertøj). Fokusordene vil ofte høres gennem snak, sang, leg og oplæsning. 

    Ét hus

    Vi lægger vægt på, at vi måske er fordelt på forskellige stuer, men at vi er ét hus.

    Alle har en rolle. Alle er vigtige for, at huset fungerer. Alle kan bidrage med noget – og vi forventer, at alle gør deres for at få helheden til at fungere. Vi er udviklingsorienterede og åbne for friske tiltag og nye ansigter, der kan bidrage med nogle andre og nye ting.

    Vi lægger vægt på at have en god struktur. Det kommer børnenes udvikling til gode. Det er en hjælp i forhold til, hvordan vi griber dagen an. Og det giver en tryghed for jer forældre at mærke, at der er styr på, hvad der skal ske, og hvem der gør hvad. 

    Selvhjulpenhed og motorik

    Vi er et sted, hvor børn udvikler mod, lyst og evner til at møde livet.

    Børnenes motorik og deres bevægelsesglæde er noget, vi vægter højt i vuggestuen.
    Motorik er et vigtigt fundament for personlig, sproglig, følelsesmæssig og social udvikling, og en af grundstenene for alle vores færdigheder.

    I hverdagen udvikler vi løbende vores måde at tænke, udøve og lege motorik på. Vi sikrer børnene gode oplevelser, hvor de får mulighed for at prøve kræfter med nye udfordringer. På vores legeplads er der for eksempel mange muligheder for at lege motorikken ind i kroppen.

    Vi gør meget ud af, at børnene skal være selvhjulpne. Alt det, børn kan selv, skal de selv. Det er en af grundene til, at vi også holder et 2-års møde for forældrene, hvor de kan komme og dele erfaringer med hinanden. For lige som på andre punkter foregår vores arbejde med børnenes udvikling jo hele tiden i et samarbejde med jer forældre. 

    Du kan læse mere om, hvad vi især lægger vægt på.

     

    Sådan ser her ud

    Vi har hjemme i en træpavillon, der blev opført i 1997. Vores indgangsparti er – cirka – i midten af bygningen, der også udgøres af fællesrum, køkken, kontor, personalerum og personalegarderobe. Børnenes stuer er fordelt i de to ender af huset. Rundt om huset er vi omgivet af vores store legeplads, krybberum osv.

    Ét fælles hus

    Jeres barn får plads på en stue – og får dermed også et tilhørsforhold og en primær voksen. Men vi lægger vægt på, at vi er ét fælles hus. Og vi arbejder med små grupper på tværs af stuerne. Tirsdage og torsdage er der aktiviteter på tværs af stuerne – det samme, når vi holder ”fed fredag”.

    Det tværgående samarbejde er til gavn for barnets udvikling. Det er med til at forbedre medarbejdernes kendskab til alle børn, og det er med til at støtte vores samarbejde med jer, at der er flere voksne, der har relevant viden om jeres barn.

    Store områder og små kroge

    Vi bruger vores legeplads meget. Også de små vuggestuebørn kommer med ud så meget som muligt. På legepladsen har børnene mulighed for selv at tage initiativ til nye lege med pædagogerne og andre børn.

    I vores fællesrum er der plads til mange legeredskaber, motorikbaner og plads til at lave små kroge i det store rum. Omvendt kan vi hurtigt rydde fællesrummet og skabe plads til større udfoldelser.

    På den måde tænker vi over, hvordan vi kan indrette vores læringsmiljøer, så de giver flere muligheder for aktiviteter for jeres børn – og så vi kan veksle mellem aktivitet og ro. 

    Forrige Næste

    Dagligdagen i Firkløveren ser i store træk sådan ud:

    • 6.30: Vuggestuen åbner.
    • 9.00: Morgensamling på stuerne.
    • 9.30-10.30: Aktiviteter, alt efter børnenes alder, fremmøde, fokusområder, årstid, vejr og vind.
    • 10.30: Frokost.
      Efter børnene har spist, sover de middagslur.
    • 12-13.30: Personalet veksler mellem at holde møder, afvikle pauser og at være ved de børn, der ikke sover.
    • 13.30: Eftermiddagsmad i café.
      Her samles børnene i den ene ende af huset til eftermiddagscafé. Børnene spiser på skift, mens personalet veksler mellem at spise med, lege, putte børn og have en ”flyverrolle”, hvor de træder til efter, hvad der er behov for.
    • 15.00-16.00: Leg og småaktiviteter.
    • 16.00-17.00: Stuerne samles. Afslutning på dagen og oprydning.
    • 17.00: Vuggestuen lukker (Vi lukker kl. 16.30 om mandagen og om fredagen).

    Hverdagen og længere forløb

    Når I afleverer jeres barn om morgenen, er det vigtigt, at I siger farvel, så barnet ved, at I er gået. I er altid velkomne til at ringe senere på dagen for at høre, hvordan det går.

    Vi vil gerne, at I ikke afleverer børnene mellem kl. 9 og kl. 9.30, da vi har morgensamling og ikke ønsker for mange forstyrrelser.

    Vi tillægger det værdi, at der i løbet af året er nogle faste holdepunkter, som både børn og voksne kan se frem til. Vi gennemfører med jævne mellemrum et musikforløb. Det er et eksempel på, at vi flere gange om året kører længerevarende forløb over flere uger.

    Vi er på udkig efter den rette balance mellem traditioner og nye ideer, så vi gentager, men finpudser. I løbet af de fire årstider har vi forskellige fokusområder, som for eksempel jul, fastelavn, bamser og dukker, natur og science osv. 

    Du kan læse mere om os og vores hverdag i vores velkomstpjece.

    I Firkløveren bliver børnenes frokost leveret af The Cantina.

    Det betyder, at du skal give dit barn en eftermiddagsmadpakke med. Alle børns madpakker skal i køleskabet til venstre, når du kommer ind i vuggestuen.

    Til børnenes frokost vil der som udgangspunkt være tre dage med varme måltider og to "smør selv dage". Der vil være mulighed for både kød og vegetarmad og særlige portioner for allergikere. 

    Du kan finde ugens menuplan på Aula.

    VIGTIGT: Hvis dit barn har allergi, skal du selv medbringe en lægeerklæring. Hvis du ikke allerede har én, er det en god ide, at du selv giver dit barn en madpakke med, indtil lægeerklæringen er klar. 

    Sund og varieret kost

    For børnene har måltidet en vigtig betydning, både ernæringsmæssigt og som samlingspunkt. Måltidet skal være meningsfyldt for børnene og give dem mulighed for at udvikle et positivt og nysgerrigt forhold til sund kost.

    For eksempel er det vigtigt, at madpakken er sund, varieret og nærende og bidrager med de vitaminer og mineraler, som børn skal have. Vi har en pjece med gode råd til børnenes madpakker, og vi vil gerne i dialog med jer, også på dette område. 

    Vi stemmer om det

    Som forælder er du med til at vælge, om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning, eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

    Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

    Det er en stor omvæltning for et barn – og barnets forældre – at starte i vuggestuen, hvor man møder mange nye børn og voksne i ukendte omgivelser. Derfor er det vigtigt, at vi hurtigt får etableret en tæt kontakt til barnet og jer forældre. 

    • Det har stor værdi, at I deler relevant viden med os – og omvendt.
    • Det har stor værdi, at vi kan give relevant vejledning om jeres barns trivsel og udvikling.
    • Det har stor værdi, at I deltager.
    • Det har stor værdi, at I kommer til os, når I undrer jer, har spørgsmål, eller når I har noget relevant at fortælle om jeres barns hverdag.
    • Det har stor værdi, at I holder jer ajour mht. den information, der kommer fra Firkløveren og dagtilbuddet.
    • Det har stor værdi, at I arbejder med, når vi har fokusområder, øver sange, rim og remser, øver sprogteknikker, øver selvhjulpenhed osv.

    Den første tid i Firkløveren

    Når I starter i Firkløveren, bliver I inviteret til en samtale, hvor vi hilser på hinanden, I ser vuggestuen og I fortæller os om jeres barn.

    Når jeres barn begynder, vil det være de 2-4 medarbejdere på den enkelte stue, som skal danne bindeled mellem hjem og vuggestue i den første tid. De tager sig af jeres barn, når jeres barn bliver afleveret, skal spise og skal sove.

    I de første dage skal en af jer være her sammen med jeres barn. Derefter aftaler vi individuelt, hvordan indkøringen skal fortsætte. 

    Forældresamarbejdet består af:

    • Den daglige kontakt.
    • Forældresamtaler om barnet: Vi holder en opstarts-samtale, inden barnet starter og en samtale efter barnet har gået i vuggestuen i cirka 3 måneder. Når barnet er 2-3 år tilbydes en status-/udviklingssamtale, hvor der er fokus på at gøre barnet klar til børnehavestart.
    • Forældremøder og arrangementer.
    • Forældreråds- og bestyrelsesarbejdet.

    I samarbejdet mellem forældre og personale er det vigtigste, at der er en gensidig åbenhed. Det giver tryghed og sammenhæng for barnet i hverdagen. Den daglige kontakt er meget betydningsfuld, netop fordi det drejer sig om vuggestuebørn.

    Jeres opbakning er afgørende for, at vi sammen finder veje til at understøtte børnenes trivsel, læring og udvikling, og vi ser frem til et godt samarbejde. 

    Få indflydelse på hverdagen

    I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.

    Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.

     

    Dit barns udvikling og trivsel er rigtig vigtig for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.

    Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.

    Du kan læse meget mere om vores faglige fundament i vores pædagogiske læreplan.
    Læreplanen er rammen for alle børns læring.

    Du kan også læse vores seneste evaluering af arbejdet med læreplanen.

    Sidst opdateret: 29. februar 2024