Gå til hovedindhold

Hvem er vi

Skejby Vorrevang Dagtilbud består af syv institutioner: To vuggestuer og fem integrerede institutioner (med både vuggestue og børnehave).

  • Læs op

Indhold

    Skejby Vorrevang Dagtilbud består af syv institutioner: To vuggestuer og fem integrerede institutioner. Vores institutioner har hjemme i det nordlige Aarhus, indrammet af Randersvej, Skejbyvej og Ringvejen.

    Positive forventninger til alle børn

    En af vores hovedsætninger i dagtilbuddet er, at vi har ambitioner på alle børns vegne.
    En anden hovedsætning er, at ”Ingen børn (eller medarbejdere) i dagtilbuddet skal være tilfældigt heldige.”

    • Positive forventninger: Vi har positive forventninger til alle børn. Vi tror på deres evne til at gøre det rigtige og skaber et miljø, der fremmer deres selvværd og tro på sig selv. Vi anerkender, at hvert barn er unikt og har forskellige behov. Vi tilpasser vores tilgang for at støtte deres individuelle udvikling. 
    • Børnenes behov først: Børnenes behov er omdrejningspunkt for vores praksis. Vi lytter til børnenes stemmer, respekterer deres rettigheder og engagerer os i at skabe et inkluderende og trygt miljø, hvor de kan udforske, lære og udvikle sig.
    • Fælles ansvar: Det er vores fælles ansvar som dagtilbud at sikre, at alle børn har adgang til høj kvalitet i alle de læringsmiljøer, de deltager i. Vi prioriterer i ressourcer og skaber strukturer, der sikrer, at alle børn bliver en del af vores læringsmiljøer.
    • Vedvarende læring for alle medarbejdere: For at børnene kan lære og trives, må de voksne også lære og udvikle sig. Vi skaber rum for læring for alle de medarbejdere, der er en del af børnenes liv. Vi opmuntrer til åbenhed, nysgerrighed og en vilje til at udfordre vores egne perspektiver og traditioner.

    Alle børn gør det bedste, de kan

    Vores børnesyn bygger bl.a. på, at børn skal mødes positivt – med nærvær, varme, anerkendelse og omsorg.

    • Vi anerkender børnene som dem, de er, og ikke kun for det, de kan.
    • Vi tror på, at alle børn gør det bedste, de kan.
    • Vi skal understøtte børnenes selvværd og gåpåmod i bestræbelserne på at udvikle børn, der kan, vil og tør. Børnene skal opbygge modet til at fejle og modet til at vælge de snoede veje.

    Vi arbejder med et bredt læringssyn ud fra en forståelse af, at børn lærer hele tiden. De lærer hele dagen, i alle situationer. Derfor er det afgørende, at vi ser læringspotentiale i alle situationer - både hverdagens rutiner, planlagte som spontane aktiviteter og systematiske, længerevarende forløb.

    Vi har en legende, nysgerrig og motiverende tilgang til det, børnene er optagede af eller øver sig i at mestre. Vi bestræber os på at være tydelige rollemodeller, som børnene kan spejle sig i, have det sjovt sammen med eller finde ro og tryghed sammen med.
    Vi ser, hvor det enkelte barn befinder sig udviklingsmæssigt og motiverer til, at barnet øver sig på at kunne en smule mere, end det kunne før.

    Sammen om at lykkes

    Vi er sammen om at lykkes med den bedste udvikling for dit barn. Den bedste trivsel og udvikling for jeres barn sker sammen med jer. Tillid, konstruktiv dialog og en åben kommunikation, hvor spørgsmål er velkomne, er nogle af forudsætningerne for dette samarbejde. Er der noget, I er i tvivl om, så spørg endelig.

    Vi er en del af det lokaldistrikt, der hører til Vorrevangskolen, som vi har et tæt samarbejde med. Det er også på Vorrevangskolen, at du finder vores dagtilbudskontor. 

    Du kan læse mere om dagtilbuddet, og hvad vi lægger vægt på i vores velkomstpjece

    Sidst opdateret: 26. juni 2024