Gå til hovedindhold

Børnehuset Nordlys

Velkommen til Børnehuset Nordlys, hvor vi har skyhøje ambitioner på alle børns vegne, og hvor vi ser frem til samarbejdet med dig om dit barns udvikling.

  • Læs op

Indhold

    Nordlys er en integreret institution med plads til 84 børn – 24 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn. Børnene er fordelt på tre børnehavegrupper (Kometen, Solen og Stjernen) og to vuggestuegrupper (Månen og Skyen).

    Nærhed, varme og omsorg

    Vi har ambitioner på alle børns vegne. Børn skal mødes positivt med nærhed, varme og omsorg. Børnene skal mærke, at verden vil dem noget godt og have tillid til, at de kan regne med os.

    Vi tror på, at alle børn gør det bedste, de kan. De er forskellige og skal hjælpes på vej på forskellig vis i bestræbelserne på at udvikle børn, der kan, vil og tør. Vi tager udgangspunkt i barnets udvikling og ser, hvad vi skal arbejde med ud fra barnets ressourcer. 

    Vigtigt at hele huset er med

    Børnene bliver tilknyttet én stue og har dermed deres base og nogle voksne, de kender bedre end andre. Men det er vigtigt, at hele huset er med.

    Vi danner flere grupper på tværs af stuerne – ikke efter børnenes alder, men efter deres udvikling, og hvad de har behov for. At børnene på den måde er i gruppe med andre på samme udviklingstrin, og at vi arbejder fokuseret i mindre gruppe giver ofte et ”pædagogisk boost” på blot få uger. 

    Når man kommer i huset og samarbejder med os, skal man kunne mærke personalets smittende trivsel, vores motivation, vores faglighed, vores engagement og vores pædagogiske kvalitet. 

    Naturprofil

    Natur fylder meget for os. Vi har en naturprofil. Dermed tænker vi hele tiden naturen ind i vores pædagogik, i vores arbejde og i vores dagsrytme. Udeliv er en vigtig del af vores pædagogiske hverdag, og vi har pædagogiske mål med det, vi laver udenfor.

    Vi udnytter naturligvis de skønne områder, vi har lige udenfor. Over for Nordlys ligger en skøn park med store grønne områder, små hyggekroge og et stort vandhul med et rigt fugleliv. Det nyder vores børnegrupper godt af.

    Vi tager også gerne på længere udflugter, bl.a. til Riis Skov og Den Permanente. Og vi har "Kend din by" forløb, hvor børnene får udvidet deres horisont, får prøvet kollektiv trafik og udforsker flere dele af den by, vi er en del af. 

    Vi overvejer, hvordan vi udnytter vores rammer, både inde og ude, så vi styrker og udvikler børnenes sprog, sanser, motorik og fantasi. 

    Spændende, sjove og lærerige oplevelser

    Afhængigt af vind, vejr og årstid vil oplevelserne forandre sig. Men vores mål er, at udfoldelserne i naturen skal være spændende, sjove og lærerige og give mange fællesskabsoplevelser. Oplevelserne skal give børnene respekt for og glæde ved at være i naturen og skabe forståelse for bæredygtighed og vigtigheden af at passe på naturen. 

    Ved at koble natur og teknologi kan vi skabe viden, som kan understøttes af digitale medier og kan give børnene mulighed for selv at formidle deres oplevelser. 

    Vi har plantebed og fuglekasser i forskellige hjørner af vores store legeplads. Vi har et bålsted, en racerbane og en dejlig stor bakke, der både kan være kælkebakke og tilskuerpladser til store forældrearrangementer. Men kan vi noget andet? Kan vi lave en forhindringsbane? Kan vi bygge en vandbane med sluser? Kan vi indrette et lille køkken i hjørnet af sandkassen? Den slags spørgsmål stiller vi hele tiden os selv, så vi bliver ved med at se på vores rammer med nye øjne – og er parate til at prøve nye ideer af. 

    Andre emner, vi har fokus på i løbet af året, er relationer, sprog (vi har et nyt sprogtema hver måned), motorik, sociale kompetencer, personlige kompetencer, dannelse, selvhjulpenhed, robusthed og ”alt det andet”. Til at understøtte den tidlige indsats har vi organiseret os, så vi har en projektpædagog, der bl.a. kan arbejde med mindre grupper af børn på tværs af stuerne. 

    Vi håber, at I får en god tid i Nordlys. Er der noget, I undrer jer over, så spørg endelig. Vi ser frem til en god dialog og et vellykket samarbejde med jer. 

    Sådan ser her ud

    Selv om vi er ca. 100 mennesker i bygningen hver dag, mærker man det faktisk ikke.

    Vi er gode til at udnytte vores rum, ude og inde. Vi deler børnene op i mindre grupper. Desuden har vi en gruppe dygtige og erfarne medarbejdere, der er gode til at arbejde struktureret. Vi følger en plan for, hvem der er hvor. Over for både børn, medarbejdere og forældre giver det en genkendelig hverdag med tydelige rutiner. 

    Geder i baghaven

    Vi sætter stor pris på vores nærmiljø. Vi er udenfor alt det, vi kan, og vi er på tur med nogle børn næsten hver dag.

    • Vi plejer at sige, at vi har geder i baghaven. Vores nabo på den anden side af hegnet er nemlig byggelegepladsen. Her er dyreafdelingen med kaniner, marsvin, fugle, egern, en selskabelig kat – og geder – er en populær destination for både børn og voksne. 
    • Vi sætter også pris på vores indvendige rammer. Her er lyst og åbent. Vores lokaler egner sig både til at dele op i mindre grupper og til større samlinger med mere plads til at slå sig løs – motorik-/tumlerum, forhindringsbaner, teater mv. 
    • Vores møbler er nemme at flytte, så lokalerne hurtigt kan ændre karakter. Vi kan hurtigt skabe små rum i de store rum. Omvendt kan vi også åbne, så vi har plads til alle til store forældrearrangementer.

    På den måde er vi hele tiden opmærksomme på, hvordan vores rammer fungerer som lege- og læringsmiljøer.

      Dagsrytmen i Nordlys ser i store træk sådan ud:

      • Kl. 6.30 åbner vi i fællesrummet. Børnene kan få morgenmad frem til kl. 7.30.
      • Kl. 7.30 ryddes morgenmaden væk. Børn, der kommer herefter, skal have spist hjemmefra.
      • Kl. 8.00 går børnehavebørnene på stuen.
      • Kl. ca. 9.00 er der samling, og børnene får tilbudt frugt og vand.
      • Kl. 9.30 går vi på legepladsen, eller vi tager hul på forskellige aktiviteter.
      • Kl. ca. 11.00 spiser vi frokost. Nogle vuggestuebørn spiser lidt tidligere.
      • Imellem kl. 11.30 og 14 sover enkelte børnehavebørn og vuggestuebørnene middagssøvn. Børnehavebørnene er på legepladsen. De voksne holder på skift pauser og møder.
      • Kl. ca. 13.45-14.45 spiser vi eftermiddagsmad (børnenes egne madpakker), hvorefter vi går på legepladsen eller leger indenfor.
      • Kl. ca. 15.15-15.30 begynder vi at lukke stuer alt efter antal af børn og voksne.
      • Kl. 16.00 samles børnene i fællesrummet, på en stue eller udendørs.
      • Kl. 17.00: Nordlys lukker. Om mandagen og om fredagen lukker vi kl. 16.30.

      Soverytme og strukturplan

      De yngste børn sover som regel to gange om dagen, formiddag og eftermiddag. 

      Efterhånden som barnet bliver ældre, har barnet kun behov for at sove en gang om dagen, imellem ca. 11.30 og 14. I børnehaven får nogle af de yngste børn (i overgangsperioden) stadig en middagslur. De sidste sovebørn er som regel oppe ved 15-tiden. 

      I hverdagen følger vi en tydelig strukturplan, der afspejler, at der er tanker bag det, vi gør, og hvor vi placerer os. Frem for en firkantet dagsplan, der siger, "at klokken... skal vi..." er det en overordnet plan for, hvad vi har fokus på, og hvad den voksnes rolle er i forskellige situationer. 

      Traditioner

      I løbet af året værner vi om nogle traditioner, som både børn og voksne holder af. De er med til at give Nordlys en historie og er faste holdepunkter, som alle ser frem til.

      • Fastelavn: Fastelavnsfest med tøndeslagning og udklædning for børn og personale.
      • Sommerfest: For børn, søskende og forældre.
      • Afslutning for kommende skolebørn.
      • Julefest: For børn og personale, forældre og evt. bedsteforældre.
      • Julefrokost: For børn og personale.
      • Barnets fødselsdag: For børn og personale, evt. også barnets forældre.
      • Et hyggeligt kort ritual ved overgangen fra vuggestue til børnehave.
      • Institutionens fødselsdag: Forældrekaffe om morgenen eller eftermiddagen.
      • Efterårsfest for gamle børn: For de børn, som er startet i skole sommeren forinden. 

      I Nordlys har vi en dygtig køkkenmedarbejder, som dagligt laver et sundt, dejligt og nærende frokostmåltid til os. På tavlen ved siden af køkkenet kan I se dagens menu.
      Vi har guldmærket i økologi (100% økologiske fødevarer) og lægger vægt på, at børnene får sund, varieret og nærende frokost. 

      • Børnene kan få morgenmad her fra kl. 6.30-7.30. Morgenmaden består af havregryn, evt. grød, mælk og brød.
      • Børnene får hjemmebagt brød til samlingerne – hver dag fra klokken 9. Til samlingerne spiser børnene lidt frugt i deres medbragte frugtboks (det skal du give dit barn med)
      • Til frokost serverer vi et velsmagende lækkert økologisk frokostmåltid.
      • Du skal give dit barn en eftermiddagsmadpakke med. (Vi spiser eftermiddagsmad ca. kl. 13.30-14.00).

      Hver dag får børnene vand. Vuggestuebørnene får tilbudt mælk en gang dagligt.

      Madpakken skal give dit barn energi til at klare den sidste del af dagen i Nordlys. Derfor er det vigtigt, at madpakken indeholder mad, der mætter, holder blodsukkeret stabilt og bidrager med de vitaminer og mineraler, som børn skal have. 

      Mål for måltiderne 

      Der ligger mange pædagogiske overvejelser bag vores rytme omkring måltiderne. Vi har fokus på de fysiske, tidsmæssige og sociale rammer, børn har til at spise maden i. Måltidet er grobund for et socialt og værdifuldt fællesskab, som børn kan deltage og inkludere hinanden i. 

      Til frokost deler vi børnene op i grupper på de enkelte stuer for at sikre ro til at spise, snakke og hygge. Vi snakker med børnene om, hvad de spiser, hvad der er sundt og usundt og om madens betydning for kroppen. Vi motiverer børnene til at smage på så meget forskelligt som muligt. 

      Mål for måltidet:

      • At alle børn kommer til orde under måltidet.
      • At børnene inddrages i det praktiske, for eksempel at dække bord. Børnene skiftes til at hente maden i køkkenet sammen med en voksen.
      • At børnene får erfaringer med at tilberede mad.
      • At børnene får viden om madens oprindelse og om, hvad der sundt og usundt.
      • At børnene udvikler nysgerrighed, ”madmod” og madglæde. 

      Vi stemmer om det

      Det er dig som forælder, der er med til at bestemme, om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning, eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

      Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

      Vi vil selvfølgelig gerne have, at I er trygge, når I afleverer jeres barn til os, og at barnets hverdag bliver et tæt samarbejde mellem jer og os. Samarbejdet handler om at finde fælles veje at gå i forhold til barnets trivsel, udvikling, forudsætninger for at lære noget, gå nye udfordringer i møde og deltage i inkluderende børnefællesskaber. 

      Ud over den daglige dialog holder vi nogle forældresamtaler i barnets vuggestuetid og børnehavetid. Status- og udviklingssamtalerne holdes ved:

      • 14 måneder,
      • på vej til 3 år i forbindelse med overgangen til børnehave,
      • og på vej til 6 år, når barnet er på vej til skole.

      Derudover kan vi, efter behov, aftale ekstra samtaler.

      En god start

      I indkøringen lægger vi vægt på at møde jer, hvor I er. Vi går til samarbejdet med respekt for den familie, vi møder. Vi er et hus med mangfoldighed og en god balance. Derfor er det vigtigt for os at kunne gå forskelligt til forskellige familier – med fokus på netop det enkelte barns udvikling. 

      • Vi opfordrer jer fra start til, at I kan komme til os, hvis I undrer jer, hvis I er utrygge, eller hvis I har noget at spørge om. Og det er vigtigt, at I giver os relevante informationer eller oplysninger om jeres hverdag derhjemme. 
      • Det er vigtigt, at alle børn bliver taget godt imod, når de bliver afleveret. Derfor er vi meget bevidste om at sige godmorgen til alle børn.
      • I det daglige finder vi det vigtigt at fortælle om, hvad barnet har oplevet. Det kan være sjove oplevelser, noget der har været svært for barnet, hvem barnet har leget med, og i det hele taget hvad der optager barnet.
      • Vi tager ansvaret for den konstruktive dialog, både ved planlagte forældresamtaler og samtalen i en hektisk eftermiddagsstund. 

      Få indflydelse på hverdagen

      I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.

      Forældrerepræsentanterne og suppleanterne bliver valgt af jer forældre på en årlig generalforsamling. Personalet udpeger en medarbejderrepræsentant. Desuden deltager den pædagogiske leder i møderne, men uden stemmeret.

      Når forældrerådet er på plads, vælger forældrerådet et medlem til at sidde i bestyrelsen.
      Bestyrelse og forældreråd skal være valgt inden 1. juli, så bestyrelsen kan holde konstituerende møde ved bestyrelsesårets start 1. august. 

      Ønsker du at blive en del af forældrerådet, kan du kontakte personalet og høre nærmere. 
      Medlemmerne i både forældreråd og bestyrelse har tavshedspligt.

      Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.

       

      Dit barns udvikling og trivsel er rigtig vigtig for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.

      Du kan læse mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.

      Du kan læse meget mere om vores faglige fundament i vores pædagogiske læreplan.
      Læreplanen er rammen for alle børns læring.

      Du kan også læse vores seneste evaluering af arbejdet med læreplanen.

      Tilsyn

      Aarhus Kommune fører tilsyn med vores og de øvrige dagtilbud i kommunen.

      Herunder kan du finde rapporten fra det tilsynsbesøg, som Nordlys har haft i efteråret 2024. 

      Sidst opdateret: 25. september 2024